I Dania Brass Band bestræber vi os på at have dirigenter af allerhøjeste kaliber. Dirigenterne er nogle af de bedste brass band dirigenter herhjemme. Dette er med til at sikre at bandet hele tiden er fremme på beatet og udvikler sig hurtigt
Dennis Aaberg Andersen er diplomuddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som trompetist og musiklærer.
Karrieren som trompetist blev startet i det sydsjællandske i Prins Jørgens Garde og gik videre til grunduddannelsen, MGK, (Musikalsk Grundkursus).
Sideløbende med uddannelsen som orkestermusiker og musiklærer blev Dennis grebet af direktionsfaget  og uddannede sig hos den internationalt anerkendte dirigent, Frans Rasmussen.
Dennis er kendt for sin dedikerede arbejdsindsats hvilket i flere sammenhænge har resulteret i fine placeringer ved forskellige konkurrencer og flotte koncerter.
1995 til 1999 var Dennis dirigent for Nykøbing Falster Gardens Brass Band og var med til at vinde Danmarksmesterskabet ved DM for bygarder.
Fra 2003 til 2007 var Dennis dirigent i Svogerslev Brass Band. I Svogerslev har Dennis bl.a. været med til at sætte et helt nyt præg på SBBs største årlige begivenhed, nytårskoncerterne.
I 2004 dirigerede Dennis Helleruplund Brass Band til DAO DM i 2. division, hvor de fik en flot 2. plads.
I 2005 vandt Dennis koncert konkurrencen ”Silkeblæs” i spidsen for Lyngby-Taarbæk Brass Band.
Fra 2000 til 2010 var Dennis  dirigent for Frederiksberg Gardens Brass Band og opnåede gardens hidtil bedste resultater nogensinde. Bland andet en 1. plads ved Danmarksmesterskabet for 2. division og en 1. plads ved Landsgardeforeningens DM.
Dennis er medstifter af Dania Brass Band og sikrede dem en flot 1. plads ved DAO Danmarksmesterskaberne i 2011 og 2012.
Derudover blev Dennis dirigent i Concord Brass Band i 2012 og var medvirkende til at de vandt Danmarksmesterskabet 2013 i Elite divisionen. Dennis dirigerede Concord, da de skulle til Europamesterskaberne 2014 i Skotland, hvor de fik en flot 7. plads for deres ownchoice.
Igennem årene er efterspørgslen på Dennis som dirigent og Band Trainer blevet større. Især i konkurrence øjemed bliver Dennis hyppigt brugt af mange orkestre.
Som trompetist bliver Dennis ofte  brugt rundt om i landet som solist og har optrådt med  prominente orkestre. Bl.a. Lyngby-Taarbæk Brass Band, Rødovre Concert Band, DKDM Brass, DAOs Ungdoms Brass Band, Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester og Royal Danish Brass.
Det professionelle virke som trompetist har bragt Dennis i forbindelse med Radiosymfoniorkestret, Helsingborg Symfoniorkester, Prinsens Livregiments Musikkorps, Promenadeorkestret i Tivoli, DR Underholdningsorkestret, Malmö Operaen (Sverige), Kristiansand Symfoniorkester (Norge), Sjællands Symfoniorkester, Royal Danish Brass og Det Ny Teater (Cats, Beauty and the Beast, Producers, Les Miserables, Mary Poppins, Wicked, Annie, Singing´in the Rain og Crazy for You).